Hvordan gør man?
Jeg tror, det første, man gør klogt i er, at erkende sin usikkerhed (hvis den er der) og sit eget reaktionsmønster på usikkerhed. Hvad er det for tanker og følelser, der er på spil? Det kan lyde langhåret, men jeg mener, det er vigtigt at forstå, hvorfor min impuls er, som den er. Den er ikke nødvendigvis rationel. Jeg tror, at det at kunne se det lidt mere klart giver et større rum for handling. Det er jo ikke unormalt, at meget af det vi står overfor sætter et par tanker igang om, hvorvidt der er et job i morgen. Men hvis man ubevidst handler på baggrund af den bekymring, så hæmmer det kreativiteten, klarsynet og forretningsmulighederne.
Der kan være uvant at se usikkerheden i øjnene og endnu mere uvant at dele bekymring med kolleger og medarbejdere. Det er en kontraintuitiv tilgang - det kan føles som at blotte sig - sårbart. Men det er virkeligt og autentisk. Den amerikanske forsker Brene Brown taler ligefrem om, at den type sårbarhed er en forudsætning for innovation (som kunne være kandidat til en tredjeplads på listen over årets ord).
Med afsæt i sådanne erkendelser kan man reflektere over ‘hvad der skal til’. Hvad vil et grundlæggende rigtigt og godt træk være i den situation, vi står i? Det kan være ideer, du aldrig er kommet videre med, det kan være justering af organisationen, det kan være rigtigt mange ting. Lad os antage, at der ligger en god ’blå’ mulighed, som er svær at komme videre med, men du har en god fornemmelse af potentialet.
Lad os ligeledes antage, at du er bekymret, fordi det koster penge at handle på det, og du jo ikke kan være sikker på resultatet. Det kræver mod - du er helt ærligt bange for om det går. Det kender jeg i alle tilfælde selv. Jeg tror, den del igen handler om at tage åbne snakke med potentielle samarbejdspartnere og italesætte muligheder og bekymringer. Vi kan se, at i de projekter, hvor den dialog lykkes, kan vi langt de fleste gange finde veje, hvor kundens interesse i at prøve noget med en vis tryghed og vores passion for digital omstilling og innovation kan mødes og gå hånd i hånd.
Men vi er nødt til at forstå hinandens dybere behov, hvis det skal lykkes. Og forudsætningen for det er, at vi forstår os selv og tør at være åbne om det. Det handler, så vidt jeg kan se, om, at vi sammen stræber efter at placere os i feltet mellem blåt og rødt. Der kan vi balancere behovet for udvikling og tryghed. Finde et kreativt mod - sammen.
